10 ting du bør opleve i Funchal

funchal by

Luk øjnene og forestil dig, at du står midt i en pulserende by fyldt med mennesker omkring dig. Solen bager på dit ansigt og dine skuldre.

Du kan tydeligt fornemme den søde duft fra et hav af eksotisk udseende blomster, og mærke den forfriskende brise fra Atlanterhavet. I baggrunden lyder stemningsfuld dansemusik, og du kan høre voksne kvinders latter alt imens de danser i takt til musikken.

Velkommen til Funchal.

Byen hvor stemning, natur og kultur smelter sammen til én stor oplevelse, og hvor der altid venter nye indtryk rundt om det næste gadehjørne.

jacarandatræer i funchal

Atlanterhavets perle

Madeira kaldes for Atlanterhavets perle. Når først du har besøgt øen tror jeg du vil forstå hvorfor.

Øen ligger mutters alene i Atlanterhavet, og her er der sommer hver dag, hele året rundt.

Det subtropiske klima danner rammerne for en hel unik atmosfære, og det er tydeligt at det er en destination hvor afslapning og nydelse er i fokus, uanset hvad man laver. Det er ganske enkelt en fornøjelse at være på ferie her, og det er ikke svært at forstå hvorfor så mange rejser til Madeira år efter år.

arkitektur i funchal

 

Den charmerende hovedstad

Funchal er en vanvittig charmerende og stemningsfuld by, og jeg forestiller mig at man aldrig bliver træt af at besøge den.

Byen er pakket ind i træer, buske, blomster, smukke bygninger og små gader. I Funchal smelter by og natur sammen på den mest imponerende facon, og det burde være et skoleeksempel for andre lande i hvordan man får mere natur ind i byerne.

I København fjerner man ofte mange år gamle træer til fordel for en parkeringsplads, hvor man i Funchal vælger at bygge omkring træerne, og nogle steder inddrage dem som en del af byggeriet. Dét er respekt for naturen, og for indbyggerne.

smukke alleer i funchal

Funchal er fyldt med små perler, og jeg nåede kun at opleve en håndfuld af dem på min ferie.

Der er dog alligevel nogle steder og oplevelser som jeg vil fremhæve, og foreslå dig der overvejer at rejse til Madeira. Læs med herunder.

 

1. Sightseeing i turistbussen

En rundtur i en turistbus er altid en fantastisk måde at se og få overblikket over en by på.

Hvis du nu tænker at Funchal er for lille til man behøver turistbusser, så vil jeg sige dette:

Madeira er en vulkanø, og der er vanvittige stigninger på korte distancer. Så medmindre du har toptunede lægmuskler og vandresko på, så er en turistbus en helt genial idé – og en god måde at komme fra én del af byen på til en anden.

turistbus i funchal

Turistbusserne fungerer som i andre storbyer:

Du køber en billet (enten i en informationskiosk eller ved busserne hvor der står sælgere) og hopper ombord. Chaufføren giver dig en kvittering som du viser ved indstigning næste gang, samt et par høretelefoner du kan benytte til at få information om de steder du kører forbi.

 

Den eneste forskel jeg oplevede fra turistbusserne i Funchal til andre byer var:

I Funchal stopper turistbusserne ikke per automatik, du skal gå ned og fortælle chaufføren hvis du vil af et sted hvor der ikke står folk og venter på at stige på.

Således gik det til, at vi måtte tage tre omgange med turistbussen før vi kom af ved São Martinho – den stoppede ganske enkelt ikke, selvom der stod det var et stop på kortet. Det tog os lidt tid at finde ud af. 😉

Tager du hele turen i et stræk tager det cirka halvanden time – inklusiv et stop i centrum hvor man holder helt op til 15 minutter. Det kan i øvrigt kun anbefales at komme godt med solcreme på arme, lår, skuldre og ansigt når du sidder ovenpå. Solen slår ekstremt hårdt på disse kanter – det kan ikke siges tydeligt nok. 🙂

sightseing bus på madeira
Den røde turistbus ved et stoppested i Funchal

 

2. Besøg Jardim Municipal do Funchal

I centrum af Funchal finder du Jardim Municipal (Den kommunale have), der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet.

Denne imponerende have er et velbesøgt opholdssted for turister og lokale, hvor man kan nyde noget koldt at drikke under skyggen fra et af de mange, gamle træer. Haven er komplet med en lille sø, en café samt en scene hvor der ofte er underholdning. Og naturligvis.. Masser af smukke, eksotiske planter.

Det er en lille have med meget at byde på, og en skøn oase midt i det varme centrum.

jardim municipal i funchal

3. Svæv henover Funchal

Et alternativt transportmiddel til dem der ikke lider af højdeskræk er svævebanerne, også kendt som Teleférico do Funchal. Svævebanerne har forskellige stationer i Funchal hvor du kan stige af og på:

  • I Funchal centrum, tæt på den gamle bydel
  • I Botanisk Have
  • I Monte

Du kan ikke tage direkte fra Botanisk have til centrum, du skal forbi Monte – og omvendt. 🙂

Den flotteste tur er uden tvivl turen fra Monte ned mod centrum, hvor man svæver over Funchal og har atlanterhavet i horisonten. Oppefra ser du de mange tusinde røde tage, de lilla Jacaranda træer i blomst og de orange tulipantræer der tårner op. Det er ganske enkelt utrolig smukt.

udsigt over funchal på madeira

el teleferico i funchal

Stationen ved Botanisk have var ikke bemandet, og da det var vores påstigningssted var vi en smule i tvivl om hvad man egentlig skulle gøre.

Men det er ganske enkelt:

En vogn kommer ind på stationen, åbner dørene for at lukke eventuelle passagerer ud, kører rundt og åbner dørene hvor du stiger ind – og herefter lukkes dørene og turen fortsættes. Det er et relativt kort tidsrum vognen holder stille, så husk at få alle med på en gang 😉

udsigt over funchal fra svævebanen

 

4. Besøg Botanisk Have

Madeira har naturligvis en botanisk have, og det er en imponerende en af slagsen! Den botaniske have er placeret på toppen af Funchal, og det gør den en anelse mere besværlig at komme til end man lige tror. Tag en taxa eller en bus op til haven, medmindre du vil have en særdeles god fysisk udfordring. 😉

I selve haven er der mere end 2000 træer, buske, blomster, sukkulenter, kaktus og andre planter der vokser frit. Det er en fornøjelse at gå rundt i den store have, og man kan nemt få en time eller to til at gå med at kigge på alle de mange finurlige detaljer.

Jeg har skrevet et helt indlæg med masser af billeder fra botanisk have her.

jardim do botanico madeira

 

5. Besøg kirken São Martinho

Jeg kendte ikke til São Martinho før vi sad på turistbussen og spottede den imponerende hvide kirke på toppen. Kirken er så flot fra afstand at vi satte alle sejl på at komme op og se den – det viste sig dog at være lidt mere besværligt, da turistbussen ikke stoppede hvor vi troede.

Tredje gang var lykkens gang, og vi kom af ved São Martinho – som dog er væsentlig pænere fra afstand end tæt på, hvis du spørger mig. 🙂

kirken São Martinho på madeira

En spytklat væk fra São Martinho ligger den tilhørende, store kirkegård.

Vi besøgte kirkegården en søndag, hvor der kort forinden havde været gudstjeneste. Kirkegården var derfor fyldt med mennesker – unge som gamle, og hele familier der kom for at passe deres kæres gravstene.

Vores danske guide fortalte på en af de ture vi var på, at der på Madeira er kommet en imponerende tilstrømning af nye, unge katolske præster som har givet mange lokale lyst til at gå i kirke igen, for at høre deres bevingede ord.

Det var et imponerende syn, og faktisk også rart at se hvordan det på Madeira er en aktivitet for familien – og tydeligvis noget man går højt op i.

Derudover er selve kirkegården og gravstene interessante, se selv de små kapeller herunder. Det er absolut et besøg værd hvis du alligevel vælger at besøge São Martinho.

kirkegåden ved São Martinho på madeira

 

6. Besøg Santa Catarina Park

På et plateau hævet over Funchal befinder Santa Catarina parken sig. Når man går til eller fra centrum langs kysten, kan man næsten ikke undgå at se parken hvis man kigger op.

Heroppe er der endnu en oase fyldt med træer, buske, blomster, en sø samt en herlig lille café. Det er et sted man kan søge ly i skyggen, alt imens man kigger ud på de smukke planter der pynter på udsigten. Stort set alle træer har skilte på, så man kan se hvilken art det er – interessant for alle med en indre botaniker 😉

Santa Catarina park i Funchal

 

7. Besøg Mercado dos Lavradores

Mercado dos Lavradores er navnet på det lokale marked hvor der sælges frugt og grønt i frisk og tørret form, blomster, krydderier, tasker, fisk, duge og formentlig en masse andre godter. Du finder Mercado dos Lavradores tæt på den gamle bydel.

frisk frugt fra markedet på madeira

Markedspladsen er i flere niveauer, og i centrum er der et udendørs område som også benyttes til underholdning. Da vi var der første gang var der således en gruppe af kvinder der var til dansetræning – ja, lige midt i centrum.

Det er også på dette marked du kan se den sorte sværdfisk Espada som Madeira er kendt for. Det er en dybhavsfisk som fanges om natten hvor den kommer højere op, og derved lettere kan fanges.

espada-fisk-madeira
De sorte Espada sværdfisk

fiskemarked-i-funchal Mercado-dos-Lavradores-sevaerdighed sevaerdighed-Mercado-dos-Lavradores

 

8. Besøg den gamle bydel

I Madeira’s gamle bydel er gaderne snævre og husene gamle – det minder til forveksling meget den type arkitektur man ser i Lissabon. I de små gader er der masser af butikker og restauranter som man kan besøge.

Nogle siger at det er her du finder Funchal’s bedste restauranter, men jeg kan sige af erfaring at det muligvis også er her du kan finde de værste. En anbefaling herfra vil derfor være, at researche lidt på hvilke restauranter der er tale om, for ikke at gå galt i byen 😉

den-gamle-bydel-funchal

Et kunstnerisk tiltag ved navn Arte de Portas Abertas, har transformeret mere end 200 gamle døre i gaden Rua de Santa Maria. Det er gæste-kunstnere der har fået lov til at dekorere dørene med deres eget kunstværk – og det er blevet en seværdighed i sig selv.

den-gamle-bydel-i-funchal

 

9. Gå langs kysten til Lido

Lido er navnet på et område af Funchal der ligger ca. 3 kilometer fra centrum. Lido er i den grad et hotelområde, men det er samtidig et rigtigt smukt og naturskønt område. Vi boede selv på Hotel Alto Lido under vores ophold (kan varmt anbefales), og det er generelt et rigtig smukt område med masser af natur og kyst tæt på.

kysten ved funchal

Du kan uden problemer gå fra Funchal til Lido. Det er en god og naturskøn rute der tager dig forbi imponerende hoteller, smukke restauranter og grønne områder.

gåtur fra funchal centrum til lido

10. Tag på shopping i Lido

I Lido finder du også Madeira’s anden største shoppingcenter der hedder Forum. Centeret er komplet med tagterasse, restauranter hvor du kan spise under åben himmel og masser af butikker. Tag en tur i det store supermarked og se hvilke spændende traditionelle varer du kan købe, eller gå shop amok i butikker som H&M, Zara m.fl.

 

2 comments on 10 ting du bør opleve i Funchal

  • Suzette Them

    Hej. Jeg vil bare spørge om denne Januar er der regnvejr hver dag ? Er det ikke bedre at denne februar og marts måned mere tørt vejr ? Eller April måned ? Det drejer at vandre ud til bjergene og det er bedst når er tørt vejr og ikke mange regnvejr dage. Vh Suzette.

    • Anja

      Hej Suzette,
      Det bliver generelt mere stabilt vejr jo længere hen på året du kommer. Så du kan vist være heldig at komme en januar hvor det er godt vejr, men du kan også risikere at det er ustadigt. Vi ville nok trække den til marts og fremover ca. mhp. vandring 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *