5 gratis udendørs oplevelser i New York

Det behøver ikke at være dyrt at holde storbyferie, der er nemlig en masse gratis oplevelser at boltre sig i.

I dette indlæg vil jeg dele mine fem yndlings udendørsoplevelser fra min rejse til New York. Jeg skal snart afsted igen, så hvem ved om der kommer en føljeton eller om det kan blive til 10 gratis udendørs oplevelser i New York i stedet for.

 

1. Se Times Square vågne op

timessquare
Times Square i New York, næsten mennesketom omkring kl. 7 om morgenen.

Den første morgen jeg vågnede i min hotelseng i New York, der var klokken ikke ret mange! Jeg var jetlagged og var vågnet klokken 4 tror jeg. Da klokken nærmede sig 6 kunne jeg ikke trække den mere, jeg var sulten og nysgerrig efter at komme ud og se den by jeg var havnet i.

Jeg gik ud for at opstøve noget morgenmad og jeg gik i retningen af Times Square, som ikke lå så langt fra mit hotel. På daværende tidspunkt tænkte jeg ikke videre over det, men det slog mig da jeg var tilbage i Danmark, hvor få mennesker der var på de billeder jeg tog den morgen. Enhver der har været på Times Square mellem kl. 10 og kl. 24 vil kunne nikke genkendende til at ovenstående billede er et sjældent syn. Der er normalt et menneskemylder overalt på Times Square! Jeg havde købt noget morgenmad to go og sad på en af de røde stole og spiste det mens jeg så byen vågne op. Fantastisk!

 

2. Staten Island Færgen

Staten_island_ferry
Et skønt udsyn fra Battery Park, som jeg synes du skal besøge når du har været en tur frem og tilbage med den gratis Staten Island Ferry.

Der findes flere forskellige muligheder for at komme ud på vandet og se Manhattans skyline. Jeg havde hørt at der var flere der anbefalede den gratis Staten Island Færge, som sejler ud fra Whitehall Terminal helt nede i bunden af Manhattan i Financial District.

Turen tager ca. 25 minutter hver vej. Jeg har læst at der ikke er nogen videre grund til at stå af på Staten Island, så jeg tog bare turen tilbage igen. Det er en super flot indsejling til Manhattan og der var mulighed for både at være inde og ude.

Når du står af færgen igen på Manhattan, så gør dig selv den tjeneste at gå en tur igennem Battery Park, som ligger på den vestlige side af Manhattan. Det er en fin lille park fyldt med mindesmærker, bænke og en fantastisk udsigt.

 

3. Gå over Brooklyn Bridge

brooklyn_bridge
Fortovet på Brooklyn Bridge er et niveau over biltrafikken og der er en fantastisk udsigt over Manhattans skyline.

På en flot dag bør du gøre dig selv den tjeneste at gå en tur over Brooklyn Bridge, som er broen der forbinder Manhattan og Brooklyn. Der er et decideret fortov et niveau over biltrafikken, så det er en fantastisk tur med en god udsigt over byen.

Jeg havde lidt trætte fødder, så jeg besluttede mig for at tage undergrunden til en af de første stationer på Brooklynsiden og så gå over til Manhattan. Samtidig udnyttede jeg chancen til at se lidt af Brooklyn. Der er i øvrigt en super fin udsigt til Manhattans skyline fra Brooklyn Bridge Park lige under broen. Her kan du med fordel tage en sandwich eller en kop kaffe med ned og bare nyde udsigten.

 

4. Nyd en dag i Central Park

I New York lejede jeg en cykel og brugte en dag i central park på bare at nyde det gode efterårsvejr og suge stemningen til mig.
I New York lejede jeg en cykel og brugte en dag i central park på bare at nyde det gode efterårsvejr og suge stemningen til mig.

Jeg havde ikke læst eller hørt så meget om Central Park før jeg kom til New York. Jeg vidste bare at det selvfølgelig var noget jeg skulle se. Jeg blev dog meget overrasket da jeg endelig fik set på et kort, præcis hvor stor Central park er. Det er altså en park af andre dimensioner end herhjemme!

Jeg gik lidt småture derinde flere dage på min ferie, men da jeg en dag lige havde fået nok af menneskemylderet i storbyen, så lejede jeg en cykel og brugte dagen på at cykle parken rundt og undersøge de små kringelkroge. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg gerne gentager når jeg lige straks genbesøger storbyen. Selvom det koster lidt at leje en cykel, så kan man også blot nyde parken på gåben, men husk de gode sko, for du kan hurtigt få tilbagelagt nogle kilometer.

 

5. High Line park

highline
The High Line er en frilagt jernbane som nu er lavet om til en skøn park. Medbring frokosten og nyd solen og udsigten på de mange bænke der er bygget ind i fortovet.

High Line Park havde jeg ikke hørt om, før min søsters veninde hørte jeg skulle til New York og nærmest befalede mig at besøge The High Line. Det er en offentlig park der er bygget på en frilagt jernbanelinje og nu ligger hævet over gaderne i det vestlige Manhattan. Da jeg sidst var der (i 2010) var det kun den første sektion der var åbnet og det hele var nyt beplantet. I 2014 åbnede den tredje og nordligste sektion og jeg glæder mig til at besøge parken på en forårsdag i maj her i 2015. Da jeg besøgte High Line Park sidst var det en meget blæsende novemberdag, men jeg kunne med det samme se hvor fantastisk et sted det vil være når solen skinner og jeg har min kæreste og kop kaffe i hånden. Jeg må vende tilbage og berette om mine forventninger holder stik.

High Line løber fra Gansevoort Street i Meatpacking District til West 34th Street mellem 10th og 12th avenue.