5 steder hvor du kan se Funchal fra oven

el teleferico i funchal

Danmark er ikke blevet velsignet med imponerende højder og vildt landskab – vi har det temmelig fladt. 😉 Vil vi se ud over vores smukke landskaber, så kræver det at vi finder nogle høje bygninger eller tagtoppe.

Det er hvad det er, men jeg oplever af og til at jeg tænker “øv” når jeg ser billeder af folk der lige tager en vandretur op på det ‘lokale’ bjerg, og ser ud over byen.

På Madeira har de tilgængelig rig mulighed for at se ud over deres smukke ø, da det jo er en vulkanø med markante højdeforskelle – og det måtte jeg jo så udnytte mens jeg var der.

De fleste der rejser til Madeira vælger at bo i hovedstaden Funchal, og er man her er der en masse steder hvor man kan komme op i niveau, og se ud over den smukke by med de mange røde tage.

Læs med herunder og få mine 5 forslag til hvor du kan se Funchal fra toppen.

 

 

1. El Téleferico

Svævebanen i Funchal er en lynhurtig og spændende måde at se Funchal på, hvis du da ikke har det beklemt ved at hænge i en vogn i luften 😉

Svævebanen har tre forskellige stationer i byen;

  • I centrum
  • Ved botanisk have
  • Monte

Den smukkeste tur er helt klart fra Monte og ned mod centrum, som er turen hvor du har udsigten over byen og med Atlanterhavet i horisonten.

svævebane i funchal

2. Bjergbyen Monte

På toppen af Funchal ligger bjergbyen Monte. Her finder du en fin kirke (Igreja de Nossa Senhora do Monte), som nedenstående billede er taget fra. Du finder også Madeira Tropical Garden samt den famøse kurve/slædetur (som jeg nægtede at prøve 😉 ), hvor du sidder i en trækurv som to mænd styrer, og kører dig ned af bjerget i den.

udsigt fra monte i funchal

 

3. Turistbusserne

Okay, du kommer ikke helt højt til vejrs i en bus – men så alligevel lidt. Busserne er en fantastisk måde at danne sig et overblik over byen på, og naturligvis også at komme fra et sted til et andet.

Turistbusserne synes jeg altid er en anbefalelsesværdig oplevelse i en hvilken som helst storby.

turistbusser i funchal

 

4. Miradouro do Pico dos Barcelos

Når man kører rundt med den røde turistbus kan man stå af på stoppet efter kirken São Martinho, og så er man ved udsigtsposten Pico dos Barcelos. Her har du udsigt over hele Funchal fra det fine plateau under de to store træer. Udover at det er en udsigtspost er der også små butikker, toiletter og legeplads.

Når du skal videre derfra er du dog lidt tvunget til at vente på bussen kommer igen 😉

Miradouro do Pico dos Barcelos

udsigt fra Miradouro do Pico dos Barcelos

 

5. Botanisk Have

Madeira’s botaniske have er en oplevelse ingen bør gå glip af. Den botaniske have ligger godt og vel 250 m oppe i landskabet, og har derfor en fantastisk udsigt over Funchal.

Udover den imponerende udsigt er parken i sig selv den største fornøjelse. Du kan læse mere og se flere billeder fra besøget i Madeira’s botaniske have her.

udsigt over funchal

Vil du have ideer til hvad du kan lave mens du er i Funchal, så få mine 10 forslag til oplevelser i Funchal her!