Kør selv ferie i Norge

Jeg har i de senere år gerne ville på kør selv ferie og nyde godt af den frihed som dette fører med sig, men chancen har aldrig rigtig budt sig… Indtil nu.

Jeg er efterhånden en rutineret bilist, har egen bil og med outdoor-typen ved min side havde jeg også en god co-pilot. Da vi i foråret var i USA, så havde vi ikke lige fået planlagt noget for sommerferien. Derfor var det nemt at blive enige om kør selv ferie, da vi begyndte at tale om hvad ferien skulle bruges på. Outdoor-typen har norske aner og familie med en hytte i Norge, så derfor var beslutningen om at køre til Norge nem at træffe.

norge_natur
Flot blomstereng vest for Otta. Vandet havde en helt speciel og smuk grøn farve.

 

 

De 10 vigtigste råd til kør selv ferie i Norge

Her er mine 10 bedste og vigtigste råd til dig der skal på kør selv ferie i Norge. I de nedenstående afsnit har jeg beskrevet mere uddybende om vores planlægningsproces og de erfaringer vi gjorde os med at køre rundt i Norge i en lille bil.

 

  1. Læg en fornuftig og ikke mindst realistisk ruteplan på forhånd. Tjek Statens Vegvesens hjemmeside for ændringer og forhold der kan have betydning for din rute.
  2. Tjek op på din bilforsikring. Hvordan er du sikret hvis uheldet skulle ske i udlandet?
  3. Hvis i bestiller overnatning hjemmefra så reserver den type der kan afbestilles indtil dagen før, det giver mulighed for at ændre planer undervejs, hvis vejret er dårligt eller man bare får lyst til noget andet.
  4. Tank bilen hver morgen når i kører afsted, der kan være langt mellem tankstationerne i fjeldene og yderområderne. Især godt, hvis det er en lille bil.
  5. Læg mærke til hvor lang tunnellen er inden i kører ind. Det er meget rart at vide om der er 2 eller 20 km.
  6. Hold øje med fartmålere og især også strækningsmålere, hvis i vil undgå fartbøder.
  7. Undersøg om din rute indeholder færgeoverfarter eller om det evt. kunne være en idé at den gjorde, for at spare nogle kilometer.
  8. Parkering kan være en dyr post i budgettet. Tænk det ind fra starten.
  9. Træk ind til siden hvis den bagvedkørende er aggresiv eller der samler sig en kø. Det er svært for andre at overhale.
  10. Tænk over adgang til internettet fra mobilen, det kan være guld værd men kan også ruinere en hvis det ikke er gennemtænkt.

 

norge barsk natur
Rå natur på vej mod Imingfjell (FV124/755). Ca. 1000 meter over havets overflade og dermed også over trægrænsen, hvilket kendetegnes ved den barske natur.

 

Oversigt over sektioner i denne guide

Klik på de enkelte links for at gå direkte til sektionen.

Planlægning af kør selv ferie til Norge

Man kan diskutere hvor meget planlægning en kør selv ferie kræver og det afhænger nok også af personerne der skal afsted. Jeg vil dog mene at det i hvert fald er en god idé lige at gennemtænke en rute, bare sådan i grove træk, så man er sikker på det er realistisk i forhold til den tid der er til rådighed. Herunder vil jeg gennemgå hvilke overvejelser vi gjorde os i forbindelse med planlægning af vores kør selv ferie i Norge.

norge planlægning
Vi har haft glæde af en dagbog til både planlægning og reel dagbog af vores ferie. Blandt andet for at jeg kan lave denne guide til jer nu 🙂

Hvor skal vi køre hen og hvor lang tid skal vi bruge?

Vi havde 16-17 dage til rådighed og vores eneste fix-punkt var at vi skulle op mod det område hvor hytten ligger, ca. 800 km nord for Oslo. Her ville vi bruge 3-5 dage afhængig af vejret.

Som den kontrolfreak jeg nu engang er, så ville jeg gerne have nogenlunde styr på rute inden vi tog afsted. Det er min første gang i Norge, hvis man lige ser bort fra en forlænget skiturs weekend med en flok studerende fra Aalborg Universitet. Derfor var jeg ret lost i forhold til hvor vi skulle hen og hvad vi skulle se på vejen. Og jo mere jeg begyndte at researche, jo mere ville jeg gerne se – naturligvis. Der er mange spændende steder i Norge, men der er også et virkelig stort land, med mulighed for at planlægge ting der er flere tusinde kilometer fra hinanden. Derfor kan det godt være at man lige skal overveje en ekstra gang om det nu også er en god idé at besøge både Kristiansand og Lofoten i samme besøg, hvis man ikke har flere uger til rådighed. Selvom vi havde over to uger til rådighed, så var vi nødt til at prioritere i vores ønsker, hvis der også skulle være tid til at stoppe op, gå en tur og nyde momentet.

Outdoor-typen er skrap til sådan noget med kort og ruteplanlægning og han har været i Norge mange gange, så han er ret godt inde i sagerne. Heldigt for mig – jeg synes det var en anelse uoverskueligt.

Sammen blev vi enige om den endelige rute:

Oslo > Rjukan > Beitostølen > Geiranger > Ålesund > Trondhjem > Hytten > Lillehammer > Göteborg

 

Hvad hvis vi ikke har så lang tid?

Jeg vil anbefale at i bliver enige om et begrænset geografisk område i vil udforske, hvis i ikke har så lang tid til rådighed. Jeg vil i hvert fald foretrække at have tid til at stoppe op og stige ud af bilen når man finder noget spændende eller flot, fremfor at sidde i bilen fra morgen til aften for at nå til næste destination. Køreturen i sig selv er jo også en del af oplevelsen, men det er fedt at have tid til at gå ud og lave en snebold på toppen af et fjeld i juli måned eller mærke vandsprøjt fra en brusende elv eller et stort vandfald. Vi kom ikke rigtig ned i det sydlige område af Norge, men det ville være helt oplagt hvis man eksempelvis kun har en uge til rådighed. Se eksempelvis Milles beskrivelse af hendes dag i Bergen her.

Hvor skal vi sove?

Vi havde valgt én overnatning alle steder på nær Ålesund og Trondhjem, hvor vi havde 2 overnatninger. Herudover endte vi med at være 4 dage i familiens hytte.

overnatning norge
Vi gjorde brug af forskellige overnatningstyper. Til venstre er det en hytte på Beitostølen Camping og til højre er vi på en campingplads i Göteborg.

Inden vi fastlagde ruten endeligt havde vi kigget på en del små som store byer og undersøgt hvad der var af overnatningsmuligheder. Nogle af de små byer havde begrænset udvalg, mens andre byer havde alt fra campingpladser, hyttebyer, vandrerhjem og luksushoteller. Eksempelvis talte vi om at tage forbi Flåm, men der var ikke mange overnatningsmuligheder at finde online, og de der var ledige var meget dyrere end de andre byer vi kiggede på, så derfor blev Flåm ikke en del af ruten i denne omgang. Det skulle senere vise sig at der undervejs var masser af steder med hytter og ledige værelser, som man ikke ville kunne finde online, så man kunne sagtens have kørt afsted uden reservationer – jeg var dog glad for den tryghed det gav at vi havde dem.

Vi bestilte hovedsageligt på booking.com og valgte de reservationstyper som kunne afbestilles indtil dagen før eller i nogle tilfælde på dagen. Dette gav os fleksibilitet og mulighed for at ændre i ruten, hvis vejret ikke artede sig eller hvis vi ville være impulsive og køre en anden vej.

Vi boede både på vandrerhjem, i en hytte på en campingplads, på luksushoteller, i telt og på standard/under middel hoteller. Og så selvfølgelig i familiens hytte. Priserne lå fra 250 – 1200 kr for én overnatning de steder vi boede.

Til inspiration, så har vi overnattet på følgende steder:

Sejle eller køre til Norge?

Vi havde lange snakke om hvorvidt vi skulle sejle til Oslo eller køre op igennem Sverige når vi skulle afsted. Der var for og imod begge dele. Oslobåden er dyr, især hvis man vil have bil med, og det tager lang tid. Til gengæld har du en overnatning på båden, som du ikke skal have “ude i byen” og man kan slappe lidt af og få en oplevelse ud af det. Derudover er indsejlingen til Oslo virkelig smuk! Ved at køre op igennem Sverige ville vi kunne ramme Oslo på ca. 7 timer, men det er også en lang køretur og det er hovedsageligt motorvej hvis man tager den direkte vej, så det kan ikke sammenlignes med de køreture vi ellers har været ude på i Norge.

Vi endte med at bestille båden til turen derop, men ikke hjem, da vi ikke ville fastlægge os på nogle dato for hjemrejsen. Selve overfarten kostede 1198 kr uden bil, den kunne man så få med for 600 kr ekstra. Dvs 1798 kr for at få to personer og en almindelig personbil med til Oslo. Denne pris er uden aftensmad og morgenmad, hvilket hurtigt kan løbe op i 7-800 kr for to personer, med mindre man tager det med hjemmefra. Vi blev dog enige om at gå “all in” og valgte at spise i buffeten til både aftensmad og morgenmad. I perioder kører DFDS med rabatter og særtilbud, som man med fordel kan holde øje med. Vi var to dage for sent på den for at få bilen med gratis.

Svinesund grænse
Grænsen mellem Norge og Sverige er markeret på den gamle Svinesundbro. I baggrunden ses den nye Svinesundbro (motorvej).

Hvad vil jeg så gøre næste gang? Jeg tror jeg ville vælge at tage turen op igennem Sverige næste gang vi skal på kør-selv-ferie i Norge. Det der med at køre i bil er vokset på mig og jeg kan godt lide friheden. Jeg følte mig noget fastlåst på båden og synes det var en dyr tur i forhold til hvad vi fik ud af det. At vi så også var uheldige at ramme en juli-dag med vindstød af stormstyrke og stormvarsel i det meste af landet var både usædvanligt og uheldigt og gjorde ikke noget godt for vores tur. Man kan jo vælge at tænke turen i Sverige ind som en del af ferien og evt. køre lidt væk fra motorvejen og køre langs kysten, for der er også mange smukke steder i Sverige.

Kørsel i Norge

I ugerne op til afgang brugte jeg lidt tid på at researche på kør selv ferie i Norge. Jeg har nok lagt lidt for meget krudt i det, for så er det heller ikke mere fremmed end i Danmark. Men jeg var bare nervøs for at jeg ikke ville være en dygtig nok bilist, at vejene var alt for dårlige og ufremkommelige og at der ville gå et eller andet galt.

Norge hårnålesving
Hårnålesving er en del af det at køre i Norge. Her er vi på vej ned mod Rjukan efter at have været en tur oppe på Gaustatoppen (Vej FV651). Husk at kigge godt rundt i svinget, så du kan nå at stoppe op og gøre plads til modkørende. Det er god stil at de nedadkørende holder tilbage for de opadkørende.

Nu hvor vi er hjemme igen, så ved jeg at der er gode veje i Norge (for det meste), at jeg også godt kan håndtere hårnålesving og 10% stigninger og at der ikke var noget at være nervøs for. Jeg kører i en lille Suzuki Alto fra 2013 med en lille motor, men selv de stejle bakker kunne den komme op af. Ind imellem foregik det dog i 1. gear, men op det kom vi 🙂

I de følgende afsnit vil jeg dele nogle af vores erfaringer med at køre rundt i Norge:

Afsæt god tid

Man kan godt komme til at tro at Google Maps er gået i stykker når man sidder og laver ruteplanlægning og den bilder dig ind at det tager over 2 timer at køre 110 km. Men det kommer man altså ud for i Norge. Vejene er bugtede, kan være stejle og flere steder også meget smalle, så derfor kører man også efter disse forhold. Hovedvejene minder mere om små landeveje i provinsen i Danmark og der er typisk hastighedsgrænser på 50 og 70 km/t. Vi har kørt omkring 3000 km på vores tur og kom sådan rimelig vidt omkring… Alligevel var det først på vores vej tilbage mod Danmark, ca. 100 km nord for Oslo, at vi stødte på en strækning hvor vi måtte køre over 100 km/t. Ydermere er vejret i Norge en uforudsigelig størrelse og man må forvente at køre i alle slags vejr. Vi var ramt af flere dage med tåge og regn, hvilket var udfordrende i det bakkede terræn.

tåge norge
På vej ned mod Geiranger var naturens kræfter i spil og vi skulle igennem adskillige hårnålesving i tæt tåge med skyerne hængende lige over hovedet på os. Herudover regnede det kraftigt og der var meget trafik.
Norge_flot
Fantastisk smuk udsigt til bjerge og søen Buvannet (RV37 mellem Rjukan og Kongsberg). Jeg kan anbefale at i holder ind ved mange af de officielle rastepladser. Der er som regel en flot udsigt at kigge på.

En anden faktor er at Norge er vidunderligt smukt og man får trang til at stoppe op for hver 3 km og tage billeder og beundre naturen. Vores længste dage har været strækninger på 4-500 km og det har vi snildt kunne bruge fra 9 morgen til 18 aften på at køre, hvis man tænker en frokostpause, tissepauser, fotopauser og en gåtur i ny og næ ind. Altså må man bare erkende at det tager længere tid at komme fra A til B i Norge end man lige tror. Men det gør ikke noget hvis du spørger mig, så er der jo bedre tid til at se på alle de flotte ting man kører forbi.

Tankstationer

En væsentlig del af en kør selv ferie er jo at bilen kan køre. I byerne er der masser af tankstationerne, men der kan godt være rigtig langt imellem dem når man kommer op i fjeldene og ud i yderområderne.

Vi fik for vane at tanke bilen hver morgen når vi kørte afsted mod en ny destination. Så var vi sikre på at tanken var fuld og at vi ikke kom i vanskeligheder. Jeg har en lille bil som kun rummer omkring 30 liter benzin. Jeg kan køre omkring 600 km på en fuld tank herhjemme, men deroppe har vi ikke kørt helt så langt på literen, pga. alle stigningerne osv. På de længste dage endte vi med at køre 4-500 km.

Tankstationer Norge
Selv på tankstationerne er der smuk udsigt! Dette billede er taget ved den lille by Bogen.

Benzinen er lidt dyrere i Norge end i Danmark. Da vi var afsted i juli 2015 lå prisen mellem 14 og 16,50 NOK/liter (11,60 – 13,7 DKK), med tendens til dyrere benzin jo længere nord på vi kom (ligesom med de fleste andre ting).

Tankstationer er i øvrigt et fint sted at holde toiletpauser, da de ofte har noget pænere forhold end på de fleste rastepladser.

Tunneller

Norge er som bekendt et land bygget på klipper og de gamle veje kører typisk langs klippekanterne. I nyere tid er de begyndt at lave store og lange tunneller gennem klipperne, for at kunne lave bedre kørselsforhold. Som de ingeniørtyper vi begge er, så var vi ret fascinerede af de store tunneller og det arbejde der er lagt i at bygge dem. Jeg har ikke tal på hvor mange vi har kørt igennem, for de er simpelthen over det hele. Fælles for dem er at der altid står hvad tunnellen hedder og hvor lang den er, inden du kører ind i den.

Tunneller_norge
Tunneller findes over alt i Norge, så man kan lige så godt vende sig til dem.

Nogle af tunnellerne er helt almindelige flade tunneller, mens andre har 10 % stigninger (skiltes inden man kører ind), flere spor og flere kilometer lange. Jeg vil tro den længste vi har kørt igennem har været på omkring 7 km, men det er ingenting ift. den længste tunnel i Norge som er 24,5 km lang (Lærdalstunnellen). I starten synes jeg det var lidt ubehageligt at køre gennem dem, men man vænner sig hurtigt til det.

Et godt tip er at ændre på luftindtaget i bilen, så du cirkulerer luften i bilen i mens i er i tunnellen i stedet for at tage luften ind udefra.

Hastighedskontrol

Som altid er et godt råd at overholde fartgrænserne når man kører bil, men vi ved jo godt allesammen at man nogle gange kommer til at køre lidt hurtigere alligevel. Men i Norge er der incitament for at overholde de gældende hastighedsgrænser, for de er eftersigende ret rundhåndede med bødestørrelserne og der er rigtig mange hastighedsmålere.

I Norge er de kommet skridtet videre fra den traditionelle hastighedsmåling, hvor du bare bliver målt et tilfældigt sted. Ud over de almindelige kameraer som vi kender dem herhjemme, så bruger de også strækningsmålinger, hvor de måler din hastighed over flere kilometer. I praksis fungerer det sådan at der er et kamera ved punkt A og et kamera ved punkt B, som kan være f.eks. 4 km længere fremme. Hvis du kommer for hurtigt frem mellem de to målepunkter, så udløser det en bøde! Det giver da incitament for at holde farten og det virker tilsyneladende. Min GPS var ret god til at informere os om hvornår de kom, men de skilter også meget tydeligt med det i god tid.

Færger

Små færger norge
Færge fra Eidsdal til Linge, på vej fra Geiranger mod Ålesund.

På nogle strækninger er det nødvendigt at sejle med en lille færge, for at komme fra A til B. På vores strækning var vi med færge 3-4 gange og det kostede mellem 70 og 140 kr for en almindelig personbil og to voksne. Typisk er det små ture der tager 10-20 minutter, og der er afgange 2-3 gange i timen erfarede vi. Den længste overfart varede 30 minutter. Man parkerer bilen i køen og så kommer der en og sælger billetter eller også så betaler man om bord på færgen. Ved betaling får man et plastikkort, som man skal aflevere igen når man kører af færgen.

På færgerne er der typisk toiletter og i nogle tilfælde også en lille café, hvor man kan købe lidt at drikke eller lidt snacks.

Parkering i Norge

Som noget nyt når vi bestilte overnatning på hoteller, skulle vi huske at overveje parkeringsmuligheder. Det har jeg ikke været vant til tidligere og det havde ikke strejfet mig en tanke, at det kunne give udfordringer. Men det er ikke alle hoteller i eksempelvis Oslo, som har parkering til rådighed ved hotellet. Så er der naturligvis mulighed for at finde en parkeringsplads i byen, men jeg er nu mest tryg ved at have bilen i nærheden af mig.

En anden ting er at parkering er vanvittigt dyrt i byerne. Vi taler noget i stil med 18-45 kr i timen! Som provinspige er jeg slet ikke vant til at betale for parkering, så det var en udgift jeg ikke havde regnet med før jeg begyndte at researche lidt på det.

Vi stødte på parkeringsafgifter i Oslo, Ålesund, Trondhjem og Lillehammer. I de små byer var det generelt ikke et problem. Der var heldigvis nogle rabatordninger, hvis man skulle parkere i lang tid. Så vidt jeg husker var den dyreste parkering i Oslo, hvor vi betalte omkring 350 NOK for et døgn, mens vi i Trondhjem fik to døgn for 370 NOK. Enkelte steder blev vi også opmærksomme på at der kunne være en udfordring i at finde en parkeringsplads, hvis man kom for sent på dagen.

Så hvis man ser på priser for hoteller, så kan det svare sig lige at have in mente om man kan parkere, hvad det koster og om der er et andet hotel i samme kaliber, men med bedre/billigere parkeringsmuligheder. De steder hvor vi boede i hytte, i telt eller på vandrerhjem kunne vi parkere gratis.

kør selv ferie norge
Parkering ved familiens hytte. Den lille bil har parkeret mange flotte steder, men dette var nu en af de bedre!

AutoPASS systemet

Vejafgifterne i Norge administreres i det system der hedder AutoPASS og på nær to steder i landet foregår det hele automatisk. Når du passerer kameraet bliver din nummerplade fotograferet og forinden bliver man oplyst om prisen for at passere.

AutoPASS Norge
Vejafgifterne i Norge administreres af AutoPASS systemet. Der skiltes på forhånd med priserne.

Man kan vælge at registrere sin bil og betalingkort i AutoPASS systemet på forhånd, eller man kan lade være med at gøre noget som helst. Når man registrerer sig på forhånd med en visitors payment aftale, så bliver der hævet 300 NOK første gang du passerer en bomvej. Den overskydende saldo bliver så brugt i takt med at du passerer flere bomveje. Skulle der være noget til overs efter din ferie, så får du det tilbageført til dit kort efter et par uger. Vælger man ikke at registrere sin nummerplade og betalingskort så bliver der sendt en regning til den person der er registreret som ejer af bilen. Vi stødte på priser mellem 7 og 40 NOK i de automatiske bomveje og så var der lige ved Atlanterhavstunnellen, hvor det kostede 100 NOK.

Vi har kørt omkring 3100 km og har betalt omkring 400 NOK i vejafgifter. Det var hovedsageligt omkring Trondhjem og på vej ned mod Oslo at vi stødte på det.

De andre i trafikken

Det hele ville være så nemt hvis det kun var en selv man skulle tage højde for i trafikken, men sådan er det nu engang ikke. Norge i juli måned er et land med flere autocampere og campingvogne end almindelige biler. Sådan virker det i hvert fald. Nordmænd er vilde med at rejse i deres eget land (det forstår man så godt med den natur!) og de er vilde med at rejse i autocampere og campingvogne. Jo større jo bedre. Det betyder også at man møder rigtig mange af dem på sin vej og nogle af dem er nogle ordentlige skrumler sådan lige at møde i et hårnåle sving på en klippeside. Det skal man lige være opmærksom på og prøve at time sin passage ift. de modkørende. Det er ikke alle steder man kan se hvad der kommer fra den anden side og så må man jo bare køre stille og roligt frem.

Trafik_norge
Tung trafik på de smalle og bugtede veje ned mod Geiranger. Hold øje med trafikken forude og vejens udformning. Hold ind hvor vejen er bred, hvis du kan se der kommer tung trafik mod dig.

Der er også mange lastbiler og de har som regel travlt. Vi havde for vane at trække ind til siden hvis vi fik en lastbil lige bag ved os, for de lå og pressede på og stressede konstant og det gad vi ikke. En enkelt gang havde en lastbil ikke tålmodighed til at vi fandt et sted at trække ind, så han overhalede os midt i et sving med modkørende forude. Især mælkebilerne er kendt for at være aggressive. Mit råd er altså at hold ind til siden hvis du føler der ligger nogle bagved og presser på. Det er svært at overhale de fleste steder, så man hjælper dem ved lige at holde ind ved et busstoppested eller lignende.

Desuden kan der nogle steder være en del cykelturister, som man selvfølgelig også skal være særligt opmærksomme på.

Fjeldovergange

Det kan være svært at forestille sig at man skal tænke på sne på vejene, når man kommer til Norge i juli måned. Men det var faktisk aktuelt flere steder for os. Forholdene er naturligvis helt anderledes om vinteren og jeg har kun erfaring med kørsel i fjeldene om sommeren. For kørsel i vinterperioden må i følge vejledninger fra de norske vejmyndigheder.

Generelt er der ingen problemer med at køre i de norske fjeldovergange i sommermånederne, men sommeren 2015 har været ekstraordinær i det at nogle fjeldovergange i Sydnorge har været lukket frem til starten af juli på grund af sne. Man skal derfor holde sig opdateret på statens vegvesens hjemmeside, hvor der er opdateret status for alle de kritiske fjeldovergange og holde dette op imod den planlagte rute. Vær også opmærksom på gældende retningslinjer for vinterdæk og snekæder, såfremt i skal ud i decideret snekørsel.

norge sne fjeld
Der var stadigvæk sne på fjeldene i juli måned. Pindene langs vejen bruges til sneplovene om vinteren, så de ved hvor vejen går.

Alle fjeldovergange er udstyret med en bom som bliver lukket hvis overgangen er for risikofyldt. Man kan derved blive nødt til at vende om og finde en alternativ rute, hvilket kan have betydelige konsekvenser. Så derfor – hold øje med hjemmesiden og gør det uanset hvad. Der vil også blive informeret om hvilke veje der kan være lukket pga. vedligehold, sprængninger osv.

De fjeldovergange hvor vi stødte på sne var fint farbare og vejene var ryddet. Temperaturen var ikke under frysepunktet, men der var bare så meget sne at det ikke havde nået at smelte.

norge djupvatnet
Inden vi kørte ned mod Geiranger stoppede vi ved søen Djupvatnet, som er en dyb sø oppe i fjeldet. Der var isbjerge i søen og temperaturen var omkring 5 grader.

Andre erfaringer med kør selv ferie i Norge

Er det dyrt?

Priser_norge
Det er generelt dyrt at leve i Norge. Disse priser er ekstreme, men der findes naturligvis masser af varer som er til at betale også.

Rygterne om at alting er dyrt i Norge er sande. Det er dyrt at gå ud at spise og dyrt at handle. Vi havde en køletaske med som vi brugte til at opbevare mad til frokost og lidt drikkevarer. Hvor det var muligt genfrøs vi vores fryseelementer, men ellers købte vi noget billigt frossent i et supermarked og lagde ned i køletasken. Vi havde ikke rigtig taget noget mad med hjemmefra men der findes blandt andet både Rema 1000 og Kiwi Minipris supermarkeder rigtig mange steder, hvor man kan handle til “rimelige priser”. Jo længere nord på man kommer jo dyrere bliver det. Vi har fulgt prisen på agurker på vores vej og har set den koste alt fra 10 til 26 kr. Nogle ting er helt horribelt dyre og andre ting næsten som herhjemme. Vi har set en dåse hakkede tomater med chili til 29 kr, en frysepizza til 80 kr og et toastbrød til 36 kr. Men vi har også købt en bakke friske jordbær for 20 kr, et glas chokoladepålæg til omkring 12 kr og 1 liter mælk til 10 kr.

Mad på farten Norge
Frokost på veje var typisk madpakke eller noget vi købte i supermarkeder på vejen. Ind imellem var i også på en lille cafe, men det blev hurtigt dyrt.

På cafeer kostede en typisk ret mellem 150 og 250 kr mens man andre steder kunne få en ret for omkring 100 kr, hvor der var lidt mindre service end på en cafe. Drikkevarer er relativt dyre, men ikke meget værre end herhjemme når man er ude og spise (med mindre det er alkohol).

Adgang til internettet

Som mange andre i dagens Danmark er vi mere eller mindre afhængige af internettet. Vi havde sørget for at have en mobiltelefon med, som havde adgang til mobildata til en fair pris. Dette blev vi rigtig glade for undervejs. I det hele taget er det en god idé at have et mobilabonnement der giver mulighed for at bruge mobildata i udlandet uden at blive ruineret, da vi også oplevede at hotellernes wifi ikke fungerede/fandtes, selvom de reklamerede med det.

Dette brugte vi internettet til på vejen:

  • Tjekke åbningstider og priser på diverse seværdigheder
  • Finde vej – det var ikke alting min nyopdaterede Garmin GPS kunne finde for os – Google maps var vejen frem.
  • Trafikmeldinger
  • Vejrudsigten
  • Finde supermarkeder i nærheden
  • Finde anmeldelser af spisesteder i nærheden
  • Bestille overnatning til efterfølgende dag
  • Søgte efter destinationerne på Instagram og lod os inspirere af hvad man kunne opleve

 

trafik kø norge
På vej ned af E6 mod Lillehammer ramlede vi ind i en lang kø ved Berkåk. Vi brugte internettet på mobilen til at tjekke Statens Vegvesen for trafikmeldinger.

 

 

Dette var vores erfaringer med kør selv ferie i Norge. Vi vil meget gerne høre om dine erfaringer og gode råd til andre der skal afsted.