Morgentur ved Lake Matheson

Da min veninde og jeg backpackede rundt i New Zealand, rejste vi med KiwiExperience bussen (som jeg tidligere har skrevet om her), og en tidlig morgen gjorde vi et ganske særlig stop ved spejlsøen Lake Matheson.

 

Spejlsøen Matheson

Lake Matheson blev dannet for omkring 14.000 år siden, og den er kendt for at være en såkaldt spejlsø. Ved Lake Matheson kan du se reflektioner fra sydøens høje bjerge, Mount Cook og Mount Tasman, som tårner sig op i horisonten med deres snedækkede bjergtoppe.

Søen er mørk brun som et resultat af organisk affald fra den omkringliggende natur, og på de dage hvor vejret og søen er stille, så skabes de ideelle forhold for reflektioner.

Der er en sti hele vejen rundt om Lake Matheson; Lake Matheson Walkway, som garanterer nogle skønne udsigtsposter og enestående landskab – i ægte New Zealand stil.

lake matheson spejlsø i new zealand
Foto credit: Wikipedia

 

Tidlig morgen ved Lake Matheson

På turen ned af New Zealands vestkyst på vejen fra Franz Josef til Wanaka, blev vi denne tidlige morgen sat af ved Lake Matheson. Det var koldt og tågen hang lavt over det smukke landskab, hvor solen kun lige var begyndt at varme området op.

morgentaage ved lake matheson

Min veninde var køresyg fra busturen og kunne ikke holde den ellers lækre varme kakao i sig vi havde drukket ved Lake Matheson Café. Men bortset fra det var det et rigtig skønt stop, midt ude i ingenting.

kakao fra lake matheson cafe

Lake Matheson er endnu en af de steder jeg gerne ville have besøgt på egen hånd, altså uden at være ankommet i en bus. Når man kører rundt i en bus har man ikke den store fornemmelse for hvor man er og hvor man er på vej hen.

Vi vidste f.eks. heller ikke, at vi overhovedet skulle ud og gå denne tidlige morgentur. Så hvor skønt det end var, så er det altså lidt federe at tage på morgenvandring fordi man har lyst, og har planlagt det.

morgentaage ved lake matheson new zealand

Når det så er sagt, så var det naturligvis det hele værd. Landskabet ved Lake Matheson er intet mindre end fantastisk. Stilheden er slående, og det synes jeg man fornemmer på billederne her. Der var ikke meget andet i området end køer der græssede, caféen, de flotte bjerge og vores medpassagerer. Fantastisk.

Af en eller anden grund har jeg dog ingen billeder af selve søen – go figure!

koer ved lake matheson natur

new zealand natur

Læs flere indlæg omkring New Zealand her.