Om Mindeværdigt.dk

Velkommen til Mindeværdigt.dk.

Mindeværdigt.dk er en rejseside drevet af to rejseglade sjæle der elsker at udforske verden, og gerne vil formidle de bedste tips og anbefalinger videre til dig derude. Modsat mange andre rejsesider, skriver vi udelukkende ud fra egen erfaring, da det er den slags råd vi selv helst vil have med på vejen. Her på siden vil du kunne læse om vores rejseoplevelser fra hele verden, inklusiv skønne Danmark – man behøver nemlig ikke altid tage langt væk, for at komme væk.

 

Rejser & oplevelser

Tilsammen har vi rejst vidt omkring, og håber kun at fremtiden vil bringe os videre rundt i verden, til steder vi ikke har været og oplevelser vi endnu ikke har haft. Vi har været på mange rejser sammen, og taget mange hver for sig: alene, med veninder, kærester og fremmede, med backpacken og med håndbagagen.

Vi har været på rejser der varede 8 måneder, dem der varede 2 dage og dem der var en forlænget weekend. Vi har besøgt bounty øer i Stillehavet, været på storbyferier i New York, London, Dublin, Berlin m.fl., vi har drukket verdens dyreste kaffe (skidt ud af et kattedyr) på Bali, været på en farm på størrelse med et europæisk land i Australiens ødemark. Vi har sejlet i fjorde, kastet os ud fra fly, været på surfcamp, vandret i bjergene, svømmet i koralrev, kælet med kænguruer, holdt kæmpe-biller og kørt lande rundt i en lejebil. 

Selvom det lyder velbevandret og vidunderligt, så synes vi også det er vigtigt at fortælle om de gange hvor det perfekte filter fejler, og man oplever bagsiden af at have udlængsel – for de mindre glamourøse oplevelser er også en del af at rejse (oftest er det bare ikke dem du ser på Instagram):

Vi har fået lus på Bali, stået uden gyldig flybillet i Brisbane på vej til Fiji, været dækket til af bid fra bedbugs, levet af free food på hostels, gået i panik over krybdyr i vores hytter, haft mystiske bobler på armen, blevet snydt af taxachauffører, haft dårlig mave i alle regnbuens farver, blevet efterladt af vores transportmiddel (bus), hastet til lægen med swimmers ear, været ensomme, frustrerede, haft hjemve, angst for at flyve og så videreHvem sagde det skulle være let at verdensborger? 😉

badning på gili trawangan

Vores drømme

Vi har prøvet lidt af hvert, og alligevel virker det som om vi kun lige er startet. Vi drømmer stadigvæk om at tage på interrail gennem Europa, tage på yogaferie i Indien, køre rundt i Canada i en autocamper, lave frivilligt arbejde i udlandet, vandre Caminoen, se nordlys, besøge samtlige slotte i Danmark … og og og.. Drømmene slutter aldrig, i hvert fald ikke for os.

Vi har hver vores drømmedestinationer og foretrukne rejsemåder. Nogle af dem overlapper hinanden mens andre er stik modsat. Fælles for os begge er dog, at vi gør hvad vi kan for at realisere drømmene, og vi ønsker at dele dem med dig.

Følg med her på siden hvor vi deler ud af vores egen rejseerfaring i form af anbefalinger, rejseberetninger, tips og tricks. Har du spørgsmål skal du være velkommen til at smide kommentarer på siden, eller kontakte os direkte her.

solopgang-barcelona

Fotomateriale

Alle billeder på siden er taget af os, medmindre andet står skrevet. Vi vil sætte pris på hvis du ikke benytter vores billeder uden at have en klar aftale med os. Skulle det have interesse kan du kontakte os her.