Sommerfuglepark på Bali

Der er en ting jeg altid har elsket at fotografere, nemlig sommerfugle. Det er ikke det letteste i verden da de kan være svære at komme tæt på – og sjældent sidder stille længe nok til man kan få indstillet sit kamera. Jeg har tidligere fotograferet sommerfugle på Gavnø, og det er altid lige sjovt synes jeg 😉

Da vi kom til Bali researchede vi lidt på hvilke seværdigheder vi syntes der kunne være interessante at besøge, og Bali Butterfly Park (Taman Kupu-Kupu Bali) var en af dem. For let’s be honest .. En sommerfuglepark på Bali, hvordan kan det være andet end fantastisk? Det var i hvert fald de tanker vi havde.

sommerfuglepark-bali

Hvad og hvor?

Bali sommerfuglepark ligger i landsbyen Wanasari, og omkring 30 km nord for Denpasar. Når man kører rundt med de forskellige chauffører har de ofte et kort på bagsædet der viser hvor de forskellige seværdigheder er, her vil sommerfugleparken oftest være at finde. Det er en kendt seværdighed og et hurtigt lille pitstop på en tur i området. Vi besøgte selv sommerfugleparken på vores “Green Tour” med en privatchauffør.

Indgangsprisen til sommerfugleparken var 65.000 IDR hvilket svarer til 37 kr. Det er jo latterligt billigt efter dansk standard, men på Bali er det faktisk en anelse dyrt – i hvert fald i forhold til hvad man får.

sommerfuglepark-bali-billede

Sommerfugleparken er ikke særlig stor, men stor nok til at det kan være svært at spotte sommerfuglene. Vi listede os rundt i den lille park med store øjne, hvor mon de gemmer sig henne de der farvestrålende sager?

Vi så altså næsten ingen i parken, og dem vi så var på lidt lang afstand fordi vi ikke kunne komme tættere på, hvilket var ret skuffende.

bali-sommerfuglpark

 

Udklækning af nye sommerfugle

Vi gik dog ikke helt skuffede derfra, for udover selve “parken” hvor sommerfuglene flyver frit, så har de også et indhegnet område hvor nye sommerfugle bliver født. Det var til gengæld en ret fed oplevelse, for her fik man ikke kun set sommerfuglene – de var også særdeles ivrige efter at placere sig over alt på en.

sommerfugleparken-paa-bali

Der var nok hundredevis af sommerfugle inde i indhegningen som flaksede rundt i luften og på nettet, og selvom der var temmelig mørkt derinde, så var det ganske fantastisk at se og opleve.

i-sommerfuglepark-bali-

sommerfugle-larver-bali
Sommerfuglelarver hænger i klemmer
sommerfuglelarver i bali sommerfugle park
Sommerfuglelarver der venter på at bliv udklækket

 

Ikke bare sommerfugle…

Guderne (og alle andre der kender mig) må vide at jeg ikke nærer dyb kærlighed til kryb og insekter, men det skulle der ikke være tale om hos den ansatte i sommerfugleparken. Hun ikke bare insisterede på at overdynge mig med .. dyr, hun satte dem på mig selvom jeg sagde nej – og så ender man med at se ud som herunder, og så rykker man sig ikke 😉

insekter og biller i bali butterfly park

En sjov oplevelse hvis man kan lide den del af dyreriget 😉

Udover biller og insekterne kunne man også gå ind i en slags tunnel hvor der, naturligvis, var kulsort. Herinde var der små glasmontre med huler bagved hvor der bl.a. var skorpioner og fugleedderkopper.

Bali sommerfuglepark kan altså lidt mere end bare sommerfugle, og det er nok meget heldigt eftersom de kan være så svære at spotte i selve parken. Alt i alt var det en god lille oplevelse, og for 37 kr kan man jo ikke tillade sig at være utilfreds – men det havde været fantastisk hvis der var flere sommerfugle i selve haven, så man kunne gå rundt og nyde det lidt mere. 🙂

 

Har du været i sommerfugleparken, og i så fald – hvad syntes du om det?