Thanksgiving og Black Friday i New York

Mit første besøg i New York faldt tilfældigt sammen med Thanksgiving. Det var ikke planlagt og jeg blev først klar over det kort før jeg skulle afsted, så det ville være synd at sige at jeg var forberedt. Men takket være internettet kunne jeg researche på det mens jeg var afsted, så jeg kunne nå at finde ud af hvad man skulle lave og hvornår.

Jeg vil gerne dele de erfaringer jeg gjorde mig, så du kan få det bedste ud af din ferie i New York under Thanksgiving.

I USA falder Thanksgiving altid på den fjerde torsdag i november måned, så hvis du rejser afsted for at opleve et julepyntet New York, så er der faktisk gode muligheder for at planlægge så du også lige kan nå at få Thanksgiving med.

Thanksgiving er en national helligdag, så alle skoler, banker, posthuse mv. har lukket på dagen. Ligeledes er der mange restauranter, butikker og attraktioner der har lukket, så dette skal man naturligvis have med i sine planlægningsovervejelser, hvis man ikke har så mange dage at gøre godt med.

Jeg kendte hovedsageligt til Thanksgiving fra diverse amerikanske film og serier og vidste kun at det handlede om noget med kalkun, græskar og familie. Jeg anede ikke at Macys Thanksgiving Day Parade er et must see og at Thanksgiving efterfølges af Black Friday, hvor alle bliver momentant sindssyge i jagten på gode tilbud.

Macy’s Thanksgiving Day Parade

Jeg må blankt erkende at jeg aldrig havde hørt om Macy’s Thankgiving Day Parade før jeg landede i New York. Jeg kunne hurtigt fornemme på diverse nyhedsudsendelser at det altså var det helt store, så det skulle jeg naturligvis også opleve. Set i bakspejlet kan jeg måske også godt erindre at paraden har været nævnt i tv-serien Friends på et tidspunkt.

Det er en traditionel og tilbagevendende begivenhed i New York siden 1924. Mere end 3,5 millioner kigger på og der er omkring 10.000 deltagere. Det er en stor parade fyldt med musik, “flåder” og kæmpe store helium balloner. Kendte musikere optræder sammen med nogle af de største og bedste “marching bands” i USA. Paraden er arrangeret af stormagasinet Macy’s.

Et af kendetegnene ved paraden er de store balloner, som i de senere år har været forskellige versioner af f.eks. Shrek, Spider-Man, Svampebob firkant, Super Mario osv.

Noget jeg ikke var helt skarp på var, at mange mennesker kommer før kl. 6.30 for at få den bedste plads til at se paraden. Selve paraden starter kl. 9 og slutter omkring kl. 12. Varigheden af showet afhænger lidt af hvor man står henne på ruten. Står man i starten vil det var omkring 1½ time, mens det vil vare op mod tre timer, jo tættere du står på Macy’s.

Året var 2010 og intet mindre end Kylie Minogue, Jessica Simpson og Gladys Knight var på programmet! Jeg mindes at jeg var tidligt oppe og tog noget morgenmad med på farten. Jeg ville ned mod Columbus Circle, da jeg havde læst mig til at det ville være et godt sted at stå. Det var der selvfølgelig andre end mig der havde tænkt!

Det var en rigtig kold morgen og jeg husker det som om der var en del ændringer i køreplanen på grund af paraden, så det tog lang tid at komme frem. Da jeg endelig var fremme blev jeg mødt af et menneskemylder uden lige. Vejene var spærret af og man måtte møve sig frem til en plads, men det lykkedes mig dog at få en plads et ok sted.

Thanksgiving parade ved Macy's i New York

Nå, men så stod jeg der… Klokken var 7.30 og paraden starter kl. 9. Vinden var bidende kold og jeg havde ikke andet end en flaske vand med. Jeg havde ikke fået iklædt mig mine lange skiunderbukser, hvilket jeg fortrød øjeblikkeligt. Jeg var i forvejen ramt at noget jeg nok vil vurdere var kuldeknopper og det brændte over hele kroppen af at stå ude i kulden. Alle andre stod med termokander med varme drikke i og de havde små snacks, tæpper og jeg ved ikke hvad med. Det eneste der var at kigge på var de andre publikummer, sikkerhedsfolk og så ind imellem en lost cheerleader der løb langs hegnet mod hendes trup et sted derude.

Jeg ville ønske at jeg nu kunne berette om hvor fantastisk en oplevelse der ventede mig. Sandheden er at jeg måtte kapitulere. Jeg var fuldstændig gennemkold og forfrossen da jeg meget tæt på paradestart gav op. Jeg gik væk fra menneskerne og fandt den første undergrundsstation jeg kunne og søgte hjem på hotelværelset igen. Her lå jeg resten af dagen og så paraden på tv, hyggede med snacks, dyner og serier. Der tv transmitteres på hele ruten fra kl. 9-12. Jeg tror det var en fin beslutning… Det er ikke fordi paraden jo var noget jeg havde set frem til i lang tid og havde ikke nogle følelser omkring det, men det havde da helt sikkert været sjovt nok at se.

Mit bedste råd til dig der skal ud og se paraden: Husk varmt tøj, noget varmt at drikke og endnu mere varmt tøj. Kom i god tid og forvent at der vil være masser af mennesker og en svær fremkommelig by. Alternativt… Book et hotel med udsigt til ruten eller se det på tv 😉

Thanksgiving parade i New York
Foto credit: Huffington Post

Bonustip: En god måde at få se ballonerne på er at se dem blive pustet op dagen før. I 2015 kan man se de 25 balloner bliver pustet op mellem kl 15 og 22 i nærheden af American Museum of National History lige ved Central Park West 77th street og 81st street.

 

Thanksgiving Dinner i New York

Noget af det vigtigste ved Thanksgiving er vel nok Thanksgiving Dinner. I hvert fald hvis man kommer som turist og ikke skal bruge dagen i familiens skød med at være taknemmelig som sådan. Selvom det var en virkelig kold dag, så besluttede jeg mig for at finde en restaurant om aftenen, der kunne servere mig en ordentlig omgang Thanksgiving Dinner. Nu hvor jeg alligevel var i USA, så skulle det da opleves.

Det var lidt ambivalent, for det er jo en større middag med flere retter og jeg rejste alene, så jeg havde ikke nogen at nyde det med. Men det skulle altså ikke snyde mig for en god middag. Jeg faldt over en side der listede alle de restauranter der havde åbent om aftenen og på mange af dem kunne man se deres Thanksgiving menu samt pris.

Valget faldt “The Steakhouse N.Y.C.” på Grand Central Terminal, hvilket svarer til hovedbanegården i New York. Denne restaurant er ejet af Michael Jordan (ja, ham med basketball) og der var en lovende menu til en rimelig pris, så jeg besluttede at det måtte blive her, med mindre jeg fandt noget bedre på vejen. Jeg ville alligevel gerne se Grand Central, som skulle være en virkelig smuk bygning. Samtidig var det ikke så langt væk fra hotellet, så jeg kunne hurtigt komme frem og tilbage. Jeg tog min krimi under armen og tog afsted…

Jeg fik en 3 retters menu. Forretten var Parsnip Pear Soup (pastinak og pære) med (hold nu fast!!) Maple marshmallow aka. skumfiduser. Det lyder lidt bizart, men pænt var det.

Thanksgiving i New York

Det smagte heldigvis også bedre end det lyder. Det var ret sødt men også en smule bittert. Og skumfiduserne gav faktisk en rigtig god effekt. Der var også noget nøddedrys som også komplimenterede suppen godt.

Thanksgiving mad i New York

Jeg fik også serveret brød i massevis. 3 stykker knækbrød, 1 flute og så gemte der sig også 2 små boller nedenunder. Det er måske lidt overkill at servere så meget brød til en suppe, men så kan man da selv vælge hvad man vil have.

Thanksgiving mad i New York

Hovedretten var: Glazed Turkey Brest dinner with all the traditional sides: Chestnut-Apple Stuffing, Brown Butter Sweet Potatoes, Confit Leg Meat, Balsamic-Cranberry Relish and Buttered Sugar Snaps.

Det eneste jeg havde smagt før var kalkun og ærter, så jeg var spændt på det andet. Og det smagte virkelig godt!

Fyldet var lidt sjovt, der var brødstumper i sammen med æbler og nødder. Tranebærrene var meget syrlige, men det var super lækkert sammen med den søde kartoffelmos og det glaserede kød. Den søde kartoffelmos mindede lidt om brune kartofler synes jeg. Kødet var fantastisk som forventet. Saftigt og velsmagende. Og ærterne… Mmm, jeg elsker slikærter! Og de pynter virkelig på tallerkenen! Det havde været noget helt andet at se på hvis de ikke havde været der.

Faktisk er tranebær sauce blevet en fast del af vores julemenu herhjemme nu. Vi spiser nemlig altid kalkun og det går altså virkelig godt i spænd sammen.

Men det var altså en jævnt stor portion og jeg kom kun igennem halvdelen. Der ventede jo også en dessert…

Pumpkin Pie til thanksgiving dinner i New York

Desserten bestod af Pumpkin Pie. Menuen sagde det ville være med 5 Spiced Whipped Cream, men jeg fik en kugle is. Det tror jeg var ret godt faktisk, for det var en ret tung tærte og tror måske godt det kunne blive lidt vammelt med flødeskum til.

Jeg kan helt klart anbefale Thanksgiving Dinner på den amerikanske måde. Og hvis man så oven i købet har selskab med nogle af dem man holder af, så må det bare lige blive en tand bedre! Jeg betalte ca. 270 kr for hele menuen, hvilket jeg egentlig synes vare en meget fair pris.

Derudover kan Michael Jordans restaurant godt anbefales. Man sidder på en balkon på Grand Central Terminal, med udsigt ud over det hele. Der er lidt støjende, men det synes jeg blot er en del af stemningen. Det her var min udsigt:

Grand Central New York

Grand Central Station i New York

Black Friday i New York

Knap nok er kalkunen spist før amerikanerne stimler sammen i lange køer, for at benytte sig at de mange gode tilbud som Black Friday fører med sig.

Dette var endnu en af de ting som jeg aldrig havde hørt om. Nu synes jeg dog man også lidt er begyndt på det i Danmark, men dengang var det altså ikke noget jeg havde lagt mærke til.

Jeg var mildest talt overrasket da jeg fandt ud af at folk skulle ud og shoppe samme aften som de har siddet og spist kalkun med familien. For det er ikke sådan at tilbuddene starter næste morgen, eller jo… Nogle steder. De store varehuse starter simpelthen om aftenen på Thanksgiving Day.

I reklamerne indbyder de til shopping fra klokken 22 når kalkunen er spist sammen med familien og man trænger til at komme ud. Andre butikker åbner dørene kl. 4 om natten! Butikkerne har linet de bedste tilbud op og så går folk ellers amok! Det varer resten af weekenden og man risikerer ikke at misse det, det skal de nok sørge for!

Macy's thanksgiving i new york

Jeg var stadigvæk lidt jetlagged, så jeg vågnede tidligt og mødte allerede lange køer tidligt om morgenen. De er altså lidt skøre nogle gange de amerikanere. Ikke desto mindre fik jeg da selv shoppet en del ting i forbindelse med Black Friday, men der var virkelig mange mennesker i byen og det krævede en god portion tålmodighed!

black friday shopping i new york

 

Du kan holde dig opdateret om Thanksgiving i New York her, hvor der bl.a. listes restauranter der har åbent, info om paraden, Black Friday og øvrige arrangementer i byen.